En orkan blev startskuddet til omdannelsen fra selvstændig tømrer- og snedkerforretning til produktionsvirksomhed og grundlaget for den sydvestjyske virksomhed Roust Element, der i år kan markere sit 100-års jubilæum. Siden grundlæggelsen i 1925 har virksomheden omfavnet innovation som grundlaget for den fortsatte succes, og i dag er Roust Element en moderne virksomhed med godt 200 medarbejdere og produktion af træbaserede elementer til byggeriet.
Grundlæggeren af Roust Element, Herman Pedersen, startede i 1925 en selvstændig tømrer- og snedkerforretning, som hans søn Børge Pedersen senere overtog. Det var Børges snarrådighed, da en orkan i 1951 væltede stort set alle træer i den nærliggende Varde Søndre Plantage, som blev grundlaget for et savværk, der i dag har udviklet sig til den omfattende elementproducent Roust Element.
– Da min farfar i sin tid grundlagde sin forretning, havde han nok ikke tænkt, at den ville udvikle sig til den virksomhed, som Roust Element er i dag. Men da min far Børge Pedersen kom til, begyndte ekspansionen i det små, da de startede et savværk op i et gammelt hønsehus, som skulle opskære al træet i Varde Søndre Plantage, der var væltet i en storm. Problemet var, at han opbrugte alle pengene på nyt maskineri, og det var først, da naboen trådte til med et lån, at de kunne opkøbe træerne til savværket, fortæller Robert Pedersen, der er tidligere medejer af Roust Element i 3. generation, og fortsætter:
– I slutningen af 60’erne var Børge Pedersen i USA, hvor han oplevede produktionen af spær med tandplader, og sammen med min bror Erik Pedersen startede de spærproduktionen op. Erik var i mange år en stor del af drivkraften bag den fortsatte udbygning af virksomheden med hans store lidenskab for maskiner og interesse for at optimere arbejdsgangene. Selv stod jeg for det administrative og salg, men jeg fik også idéen til at producere vægkassetter, som blev startskuddet på den elementproduktion, Roust Element har i dag.
Håndværk og kvalitetsrådgivning er fremtiden
I dag har den danske trækoncern Nordic Wood Industries overtaget ejerskabet af Roust Element, og selvom virksomheden er blevet en del af en stor koncern, er der stadig fokus på håndværket, den lokale ånd og en fortsat innovation, så Roust Element også er en stærk virksomhed de næste 100 år.
– Værdierne i Roust Element er de samme som altid, og vi er en stolt produktionsvirksomhed, der kerer os om håndværket. Men der er også løbet meget vand i åen, siden Roust Element blev grundlagt for 100 år siden, og produktionen af elementer startede op for mere end 50 år siden. I dag skal vi ikke blot levere tegninger til elementer og producere dem. Vi skal i endnu højere grad indgå i trepartsløsninger og guide og vejlede entreprenørerne og bygherrerne tidligt i processen, forklarer Steffen Kremmer, administrerende direktør i Roust Element. Han supplerer:
– Byggebranchen optimerer konstant, hvad enten det drejer sig om CO2-udslip eller tidsplaner, og det er vigtigt, at vi har stærke kompetencer, som kan rådgive i de tidlige faser af et projekt, så vi kan opnå de smarteste løsninger gennem tilpasninger til og af projekter. Præfabrikerede elementer til byggeriet vil uden tvivl fylde endnu mere i fremtiden, og allerede nu kan vi se, at mange entreprenører kigger den vej for at få en bedre styring af tiden og økonomien. Det giver virksomheden en stærk base, som skal være med til at forme de næste 100 års historie i Roust.
Oldefar ville være stolt
På trods af, at Roust Element i dag er ejet af Nordic Wood Industries, er virksomheden stadig et hjertebarn for familien Pedersen, som de er stolte af, og det er de sikre på, at de tidligere generationer også ville have været. Det siger Claus Pedersen, der er tidligere administrerende direktør i virksomheden. Sammen med sine brødre er han 4. og sidste generation af Pedersen-familien, der sammen med far Erik Pedersen solgte virksomheden i 2020.
– Alle de generationer, der har været tilknyttet Roust Element, har haft en stor interesse i at se virksomheden vokse og tilpasse sig til tiden med nye produktionsmetoder og arbejdsområder. Nordic Wood Industries er fortsat med en positiv udvikling og de nødvendige investeringer, for at Roust Element også er i drift om 100 år. Det er vi sikre på, at både oldefar Herman og bedstefar Børge også ville være stolte af, slutter Claus Pedersen.
Roust Elements 100-års jubilæum blev markeret ved en intern fejring for medarbejderne, Nordic Wood Industries samt familien Pedersen d. 12. september.
Faktaboks om Roust Element:
- Grundlagt i 1925 af selvstændig tømrer Herman Pedersen
- I 1951 opstår Roust Savværk efter en orkan vælter træerne i Varde Søndre Plantage
- Spærproduktion opstartes i 1970 og i 1978 begynder produktionen af elementer til husbyggeri
- Savværket lukker i 2002 og fokus rettes mod spær- og elementproduktion
- Roust Element indfører som de første robotteknologi til produktion af træelementer i 2005
- I 2020 køber trækoncernen Nordic Wood Industries aktiemajoriteten i virksomheden, mens Herman Pedersens efterkommere stadig indgår i ejerkredsen
- I 2022 bliver virksomheden opdelt i to selvstændige forretningsenheder – Roust Element og Roust Spær