Roust Element henter erfaren projektchef og satser på et bredere marked

Jan Frydenlund

Roust Element, der er en del af Nordic Wood Industries, har netop ansat Jan Frydenlund som ny projektchef. Jan har mere end 27 års erfaring fra byggebranchen, og den erfaring skal han nu bruge hos Roust Element, som fremover i endnu højere grad vil satse på et bredere projektmarked.

Elementproducenten Roust Element, der har base i det sydvestjyske Årre, har de seneste år været i rivende udvikling. Den udvikling har nu betydet, at virksomheden har oprettet en ny projektchef-stilling, hvor den 54-årige Jan Frydenlund netop er tiltrådt. Jan skal stå i spidsen for videreudvikling og ledelse af virksomhedens kommende byggeprojekter, som i fremtiden vil favne endnu bredere:

Hos Roust Element har vi ambitioner om at kunne byde ind på endnu flere byggeprojekter end hidtil. For at kunne gøre det har vi de seneste år været i gang med en større omorganisering og udvidelse af produktionen. I den forbindelse har vi oprettet en ny stilling som projektchef, og vi er rigtig glade for, at det fremover bliver Jan, der kommer til at lede vores projekter, siger Mikkel N. Steffensen, der er administrerende direktør i Roust Element.

Og det er erfarne kræfter, der nu skal drive Roust Elements byggeprojekter. Jan har nemlig mere end 27 års erfaring med både medarbejder- og projektledelse, planlægning og salg. Han er uddannet bygningskonstruktør og har blandt andet været partner og medejer af handelsvirksomheden Mogens Rasmussen A/S, været projektleder og salgsansvarlig hos CREO Arkitekter samt været projektleder og bestyrelsesmedlem hos Spæncom. De seneste år har han været kontrakt- og projektchef hos Taasinge Elementer.

Med Jans kompetencefelt og mangeårig erfaring inden for elementproduktion og ledelse er han et rigtig godt match til rollen som projektchef hos Roust Element. Han har store ambitioner for vores udvikling og vil med garanti bidrage positivt til virksomhedens vækst og videre rejse, siger Mikkel N. Steffensen.

I rollen som projektchef vil Jan koordinere og lede Roust Elements projektteams, sikre en ensartet projektstyring og være sparringspartner for ledelsen.

Jeg har glædet mig meget til at blive en del af både Roust Element og Nordic Wood Industries. Ambitionsniveauet i koncernen er tårnhøjt og potentialet for træbaserede elementbyggerier er betydeligt. Jeg har gennem mange år beskæftiget mig med elementbyggeri, og det er her, at jeg føler mig hjemme, så da Roust Element tilbød mig muligheden for at komme med på holdet, takkede jeg ja uden at tøve, siger Jan Frydenlund og fortsætter:

Roust Element har eksisteret i over 50 år, og der er en bred viden i virksomheden. Min ambition er, at vi skal zoome ind på det, som vi er dygtige til, og dyrke de dygtige kompetencer, der er i virksomheden. Det, tror jeg, at vi kan få endnu stærkere resultater af.

Follow us on Social Media